Artikler

Ubuntu 14.04 LTS er på gaden

2014-04-27 09:00

Det engelske firma Canonical har midt i påsken frigivet den seneste udgave af deres linuxdistribution, Ubuntu, i version 14.04 LTS med kodenavnet Trusty Tahr. I denne prosariske betegnelse ligger følgende information: At den er frigivet i år (20)14 i måned 4 (april), og at der er tale om en ”Long Term Support” udgave, hvilket vil sige, at Canonical forpligter sig til at udgive opdateringer i 5 år. Kodenavnet er som sædvanlig et dyrenavn og følger konventionen, at begyndelsesbogstavet skal være næste i rækken efter sidste release.

Den seneste udgave er udgivet til fire platforme/anvendelsesformål: Cloud, Server, Desktop og Mobile (hvilket vil sige smartphone og tablets). Det er selvfølgelig en marketingsstrategi, for de fire platforme er ikke helt sammenlignelige, men det giver et fingerpeg om, at computerverdenen skifter gear i disse år, og den traditionelle server og desktop er på vej mod elefantkirkegården, og fremtiden er en blanding af SaaS (Software as a Service), PaaS (Platform as a Service), og en masse andre [A-Z]aaS'er kombineret med de nye letvægtsenheder som smartphones og tablets. Det er ikke en ændring, der sker i løbet af de næste 5 år, men udviklingen er allerede i gang.

Desktoppen

Det er nærliggende at begynde med at se på desktoppen, for dels er det der, man opdager de mest håndgribelige ændringer, og dels er det desktoppen, der gav Ubuntu en stormende modtagelse for næsten 10 år siden. Og desktopudgaven er da også pudset op, og der er kommet et par nye ting til. Men det virker lidt i småtingsafdelingen, for Linux er ikke kvantespringenes teknologi, men er nærmere som en lava, der langsomt men sikkert indtager nye områder. Derfor er mange ”nyheder” i virkeligheden bare boblere, der er modnet og forfremmet.

Unity, der er Ubuntus grafiske grænseflade, har altid været genstand for debat. Da man flyttede minimér-, maksimér- og luk-knapperne (”kryds-og-bolle-knapperne”) over til venstre side af vinduet, var der mange, der var uenige i den beslutning. Da man flyttede menuerne fra toppen af vinduet til toppen af displayet, var der ligeledes mange, der var uenig i det. Men tilsyneladende har Unity-udviklerne lyttet til kritikken, og de har tilføjet en mulighed for at ændre menuplaceringen tilbage tiltoppen af vinduet. En anden ting, der har været kritik af, er at menuerne i forskellige applikationer (f.eks. Nautilus filebrowseren) har været meget sparsomme til fordel for kontekstmenuerog knapper i toolbaren. Her er filmen også rullet lidt tilbage, formenuerne er knap så sparsomme mere. Forklaringen er, at forskellige add-ons har ikke kunne placere deres menupunkter, når menuerne er væk med en masse problemer til følge.

En ny indstilling er et generelt”zoomlevel”, hvor man kan justere knapper og tekster til forskellige skærmopløsninger og tæthed (DPI). Det har mereog mere betydning, fordi mange kompakte skærme i dag kan fås med meget stor tæthed, og det medfører et krav om at kunne justere den generelle størrelse af elementer på skærmen.

Ubuntu har ”opfundet” en letvægtsbrowser til at integrere webapplikationer med desktoppen. Denne integration var med i 13.10, men det fungerede ikke helt optimalt, fordi den var baseretpå at anvende eksisterende åbne browservinduer. Derfor er Oxide, som letvægtsbrowseren hedder, en tilpasset udgave af Google's Chromium. Umiddelbart er det let at være skeptisk, for KDE gjorde det samme på et tidspunkt, og det gav ikke en naturlig oplevelse, men tiden vil vise, om det lykkedes for Ubuntu. Det er svært at få webapplikationer til at virke som en integreret del af en desktop, med eller uden letvægtsbrowsere.

Ellers er der nye udgaver af stort og småt. LibreOffice er rykketet par trin frem, Firefox og Thunderbird er rykket et par trin frem, og der er opdateringer rundt omkring. Det ændrer dog ikke ved, at desktoppens opdateringer er konservative og ”lava-agtige”.

Cloud

Canonical er helt oppe på beatet, når det drejer sig om at sælge Ubuntu som den foretrukne cloud-platform, og integrationen med OpenStack bliver stærkere og tættere. Hvis man undrer sig over denne satsning, så er det fordi, det er her de store servicekontrakter er at sælge. Canonical er en forretning, og selv om vi er mægtig glade for, at de vil give verdenen en åben og gratis distribution, så handler det om at omsætte varen på hylden, og det er partnerskaber, servicekontrakter og uddannelse. Og for tiden er de bedste kunder store datacentre, der har brug for at holde mange servere og tjenester i luften.

Openstack er netop samme dag (17. april) blevet frigivet i version 2014.1 med kodenavnet Icehouse. Om det er tilfældigt vides ikke, men Canonical har lagt et stort arbejde i at få integrationen med OpenStack til at være meget tæt. OpenStack er en platform til at administrere virtualiseringen af forskellige dele af cloud service. Det vil sige CPU, storage og netværk samt administration og flytning af de forskellige dele. OpenStack er ikke i sig selv et virtualiseringssystem, men kan anvende KVM, Xen, LXC eller endda Hyper-V som host. Med OpenStack gør det det nemmere at lave images, instantiere images, oprette, flytte, starte/stoppe og nedlægge instanser.

Installation og tilpasning

Alle, der har installeret Ubuntu, ved, at det er let nok at lave en grundinstallation, men det tager tid at sætte en installation op til en bestemt service. Det tager tid at finde ud af, hvilke pakker der er nødvendige for at køre f.eks. en Puppet master, et django-site, et compile-miljø, etc. For at gøre den slags nemmere, har Canonical investeret en masse kræfter i deres Juju, der er et værktøj til deployment. Med Juju installerer man en eller flere ”charms”, der er en slags meta-pakker. Juju letter virkelig arbejdet med at lave images. Med få kommandolinje-instruktioner er alle pakker installeret og klargjort.

Virtualisering

Som nævnt er der flere muligheder for virtualisering. Canonical spiller på flere heste her, men det er tydeligt, at KVM er deres hovedfokus. KVM er står for Kernel-based Virtual Machine, og som navnet antyder, så er det en integreret del af linuxkernen og udvikles af kerneudviklerne. Det gode er, at det nok er et ret fremtidssikret valg, men det er ikke et buzzword blandt topledere på linje med VMware og XenServer. Derfor er forståeligt, at Canonical har en strategi på disse virtualiseringssystemer. Der erarbejdet meget med at glatte rynker ud, så både host-tools og guest-tools installeres (næsten) automatisk.

Der er brugt mange ressourcer på at få LXC til at køre godt. LXC står for LinuX Containers og er en form for virtualisering, hvor gæstsystem og hostsystem deler samme kerne og filsystem. Det gør det muligt at køre rigtig mange gæstsystemer på det samme hostsystem, og det kan fint lade sig gøre at køre 300 gæstsystempå en enkelt server. LXC har ikke spillet ”out-of-the-box” i tidligere udgaver af Ubuntu, hvor man typisk skulle tweake en delfor at få gæstsystemerne til at køre ordentligt, men det virker nu meget mere strømlinet end tidligere.

Puppet

Puppet er opgraderet til version 3.4. Der er sket meget siden 2.7, bl.a. er der kommet Hiera, der gør data til konfiguration mere hierarkisk, MCollective, som er et dataopsamlingssystem. Hvis man ikke tidligere har brugt Puppet, så er det en god anledning tilat få kigget på det. Administration af mange hosts og/eller servere lettes væsentligt, og det er lettere af holde styr på versionering af konfigurationsfiler og deployment.

Mobile enheder

Smartphones blev in fra omkring 2009, og interessen har samlet sig om tre platforme, nemlig Apples iPhone, Googles Android og Microsofts WP8. Det er derfor en satsning for Canonical at gå ind i det marked, som tilsyneladende allerede har delt forbrugerne i mellem sig. Og der er nok heller ikke nogen, der spår at Ubuntu Touch får nogen nævneværdig markedsandel af det brede salg det første lange stykke tid. Men det er nok heller ikke målet i sig selv. For at kickstarte udbredelsen af Ubuntu på mobile enheder, har Canonical valgt at anvende Nexus 4 som udviklingsplatform, der som bekendt er Googles referenceplatform til Android. Det er et veldefineret stykke hardware, som er brugbar som daglig telefon, hvilket er vigtigt, når test af Ubuntu Touch skal ud af laboratoriet og ned i folks lommer.

Hvad kan Ubuntu Touch så? En hel del! De grundlæggende funktioner er stabile og velkørende, og der er en række apps til rådighed allerede, som folk kender fra andre smartphones som Youtube, Facebook, Evernote, Gmail og Maps. Ubuntu Touch understøtter både ”native apps”, som er skrevet i C++ og/eller Javascript, og ”web apps” i HTML 5, CSS og Javascript. De to typer apps kan frit blandes og placeres i home screen efter ønsker og behov.

Der er mange ergonomiske beslutninger, der lægger sig tættere op af Unity end af andre smartphones, så det kræver lidt tilvænning, hvis man ellers bruger f.eks. Android, men man overraskes over, hvor god udnyttelse af skærmarealet det er lykkedes at opnå. Der er flere swipes (fra venstre, fra højre, nedefra) til forskellige funktioner, og det betyder, at mange kontroller er gemt ”i gardinet”. I Ubuntu Touch finder man en meget klassisk forståelse af multitasking, nemlig at en app startes og kører, indtil man afslutter den, og alle kørende apps listes side om side. Det er på en måde befriende, for man behøver ikke at gætte på, om en app er blevet zappet af systemet, fordi noget andet havde brug for noget mere RAM ellerCPU. Men det betyder også, at man skal huske at afslutte sine apps og ikke bare lade dem hænge i gardinet.

Tærsklen til at lave sine egne apps er bemærkelsesværdig lav. Ubuntu Touch er baseret på Qt, og man kommer meget langt med bare en simpel QML-fil på et halvt hundrede linjer. Der er et SDK, som for den størstedels vedkommende blot er en standard Qt-Creator.

Konklusion

Canonical har grund til at være stolte over deres seneste release.Som nævnt er der ikke de store synlige forskelle fra release til release. For at få øje på fremdriften skal man kigge på, hvad der var boblere i sidste release og hvor langt de er nået i modenhed nu. Og anskuer man det sådan, så er der sket meget fremdrift.

Det er synlige tegn på, at Canonical satser på at tjene penge og mere end nogensinde. Det er ikke ment som noget negativt, for der anvendes open source løsninger alle steder, hvor det overhovedet er muligt; men de teknologier, der er mest fokus på, er tydeligere end nogensinde dem, der er til fordel for stordrift. Canonical tjener deres penge på netop at sælge løsninger til større organisationer i form af konsulenttjeneste, uddannelse, partnerskaber og specialløsninger. Men det, der var storserverteknologi for et par år siden, er nu blevet almindeligt i selv små installationer, så når det regner på præsten, drypper detpå degnen.

Tilbage